Karen Jeppe
Karen Jeppe blev født den 1. juli 1876 i Gylling, Danmark. Hun voksede op i en middelklassefamilie med en stærk uddannelsesmæssig baggrund og blev dybt præget af sin grundtvigske kristne opdragelse, som lagde vægt på menneskelighed og medmenneskelighed.
I 1903, efter at være blevet stærkt bevæget af et foredrag om armeniernes lidelser under det osmanniske styre, sluttede hun sig til den tyske Orientmission i Urfa (nu Şanlıurfa, Tyrkiet) for at undervise forældreløse armenske børn.
Flydende i seks sprog blev hun hurtigt leder af børnehjemmet, hvor hun udviste enestående organisatoriske evner og dedikation til sin mission. Under Første Verdenskrig forblev hun i Urfa, hvor hun gav husly og hjælp til armeniere på flugt fra forfølgelse. I 1918 vendte hun kortvarigt tilbage til Danmark for at få et pusterum, men genoptog sit humanitære arbejde i 1921 — denne gang i Aleppo, Syrien, hvor hun under Folkeforbundet arbejdede med at redde armenske kvinder og børn fra slaveri. Hun døde den 7. juli 1935 i Aleppo, Syrien, i en alder af 59 år.
Arv
Karen Jeppe hyldes som en nationalhelt i Armenien og kaldes kærligt for “armeniernes danske mor.” Hendes urokkelige engagement i det armenske folk under deres mørkeste tid har sat sig et uudsletteligt præg på historien. Som anerkendelse af hendes indsats blev hun posthumt tildelt Den Kongelige Fortjenstmedalje i guld i 1927.
Hendes arv lever videre gennem oprettelsen af seks armenske landbrugskolonier i Syrien, der fortsat støtter efterkommere af dem, hun hjalp. Derudover står Karen Jeppe Kollegiet i Aleppo som et vidnesbyrd om hendes dedikation til uddannelse og det armenske samfund.
Indflydelse på feltet
Karen Jeppes arbejde gik langt ud over traditionelle missionsindsatser; hun var en banebrydende humanist og fortaler for kvinders rettigheder. Gennem sin rolle som kommissær i Folkeforbundet muliggjorde hun frigivelsen af omkring 2.000 armenske kvinder og børn fra tvangsægteskaber og slaveri.
Hendes initiativer i Aleppo omfattede oprettelsen af børnehjem, skoler og erhvervsuddannelsescentre, som styrkede kvinder og børn til at genopbygge deres liv. Hendes indsats for at skabe bæredygtige fællesskaber gennem landbrugskolonier gav den fordrevne armenske befolkning et fundament til at trives i tiden efter folkedrabet.
Sjove fakta
1. Hun var flydende i seks sprog. Karen Jeppe lærte hurtigt armensk, tyrkisk og arabisk, da hun ankom til Urfa, ud over dansk, tysk og fransk. Hendes sproglige evner hjalp hende med at opbygge dyb tillid i lokalsamfundene og navigere i komplekse politiske landskaber.
2. Hun skjulte flygtninge i sit eget hjem. Under det armenske folkedrab satte Jeppe sit liv på spil ved at give husly til over tyve armenske flygtninge — heriblandt hendes fostersøn Misak og hans hustru — i sit hus i udkanten af Urfa, velvidende at opdagelse kunne betyde døden for dem alle.
3. Hun var med til at grundlægge seks landbrugskolonier. Efter folkedrabet spillede Jeppe en afgørende rolle i oprettelsen af seks landbrugskolonier for armenske enker og børn nær Aleppo. Disse kolonier blev selvforsynende fristeder for fordrevne familier.
4. Hun blev kendt som “armeniernes mor.” Blandt armeniere i Syrien og udenfor blev Karen Jeppe en elsket skikkelse, husket som en nationalheltinde. Hendes medfølelse og beslutsomhed gav hende et ærestitel, der stadig lever i dag.
5. Et gymnasium blev opkaldt efter hende. I 1946 grundlagde det armenske samfund i Aleppo Karen Jeppe Armenian College, en uddannelsesinstitution, der stadig bærer hendes navn og viderefører hendes mission gennem læring.
Eksempler på hendes arbejde
Karen Jeppes humanitære indsats var mangesidet og dybtgående. I Urfa underviste hun ikke blot forældreløse armenske børn, men organiserede også værksteder og landbrugstræning, der styrkede lokalsamfundets selvforsyning. Under det armenske folkedrab gav hun husly til flygtninge og skjulte dem i sit hjem for at beskytte dem mod deportation.
I Aleppo etablerede hun børnehjem og skoler, og gennem sin position i Folkeforbundet muliggjorde hun redningen af 2.000 kvinder og børn fra slaveri. Hendes samarbejde med lokale beduinhøvdinge gjorde det muligt at oprette armenske landbrugskolonier, som gav fordrevne familier jord og et grundlag for at genopbygge deres liv.