Inka Bernášková
Irena Bernášková var en fremtrædende tjekkisk modstandskæmper og den første tjekkiske kvinde, der blev henrettet af nazisterne under Anden Verdenskrig. Hun blev født den 7. februar 1904 i Prag som den mellemste datter af grafikeren og maleren Vojtěch Preissig. Hun fik navnet Irena, men ingen kaldte hende andet end Inka.
Hun tilbragte sin barndom i Boston i USA, da hendes far var politisk engageret og arbejdede for New York-afdelingen af Det Tjekkoslovakiske Nationalråd. Efter oprettelsen af Tjekkoslovakiet vendte Inka og hendes to søstre hjem. Hun var en fremragende elev, selv om hendes tosprogede opvækst gav hende visse udfordringer, og hun drømte om at blive militærpilot. Datidens regler tillod dog ikke kvinder at gøre tjeneste i militæret. Senere giftede Inka sig med Evžen Bernášek.
Allerede før den nazistiske besættelse var Inka Bernášková aktivt engageret i samfundslivet. Efter oprettelsen af Protektoratet Böhmen-Mähren deltog hun i udgivelsen og distributionen af det illegale tidsskrift V boj. Her oversatte og transskriberede hun nyheder og taler af statsmænd fra udenlandske radioudsendelser og informerede samtidig offentligheden om, hvad der i virkeligheden foregik.
På en hemmelig seddel fra fængslet skrev hun, at hun ikke var så naiv at tro, at hun kunne standse den tyske fremmarch, men at hun ønskede at give desperate mennesker et håb.
Hendes trods mod besættelsesmagten blev så stærk, at hun sendte hvert eneste nummer af tidsskriftet til Gestapos kontor i Prag i Petschek-palæet. Hun hjalp også med succes soldater og tidligere legionærer over grænsen, så de kunne deltage i kampen mod nazismen. På trods af anonyme advarsler om, at Gestapo var på sporet af hende, valgte hun ikke at emigrere – en beslutning, der senere skulle vise sig at blive fatal.
I 1940 blev hun arresteret af Gestapo, men efter sigende overgav hun sig ikke uden kamp og gjorde fysisk modstand under anholdelsen. Efter brutale forhør, tortur og fængsling blev hun i 1942 dømt til døden for landsforræderi og medvirken til modstandsarbejde. Hendes mod og tavshed under forhørene reddede omkring 300 modstandskæmpere.
Da domstolen i Berlin dømte hende til døden, skrev hun hjem, at hun var „forlovet med døden“. Den 26. august 1942, kun 38 år gammel, blev hun henrettet i guillotinen i Plötzensee-fængslet i Berlin.